Autoimmunitet mod adrenoreceptorer

Som det fremgik af mit indlæg ME, POTS og autoimmunitet kan adrenoreceptorer være mål for et autoimmunt angreb.

Adrenoreceptorer hører til den gruppe af receptorer, der kaldes for G-protein-koblede receptorer eller sommetider for syv transmembrane receptorer (7TM receptorer). Tallet 7 refererer til, at receptoren gennemløber cellemembranen syv gange, - lidt ligesom en snor, der bugter sig frem og tilbage. Se dette billede: G protein koblet receptor. Det betyder, at der dannes 3 løkker, på engelsk loops, både på ydersiden og indersiden af cellemembranen. De 3 loops på ydersiden af celle membranen kaldes for ekstracellulære loops. Og de 3 loops på indersiden af celle membranen kaldes for intracellulære loops.

Denne artikel, Mechanism of GPCR-Directed Autoantibodies in Diseases, forklarer, at autoimmune angreb mod G-protein koblede receptorer ofte er rettet mod andet ekstracellulære loop.

Og denne artikel, Autoimmune mediated G-protein receptor activation in cardiovascular and renal pathologies, forklarer, hvordan auto antistoffer rettet mod receptorene, kan virke som enten agonister eller antagonister og hermed skabe sygdom. Lidt populært forklaret, så "tænder" en agonist for receptoren og antagonisten "slukker". Som eksempel nævnes Graves sygdom, hvor antistoffer stimulerer (tænder) den G protein koblede thyroid stimulerende hormon receptor, THSR.

I artiklen, Autoimmune Basis for Postural Tachycardia Syndrome, som jeg omtalte i indlægget
ME, POTS og autoimmunitet er det nævnt, at de undersøgte POTS patienter havde autoantistoffer mod den G-protein koblede adreno receptor β1AR.

Og her har jeg fundet en artikel, hvor man har har testet, hvad antistoffer mod β1AR giver af symptomer hos rotter:
Antibodies against the second extracellular loop of β1-adrenergic receptors induce endothelial dysfunction in conductance and resistance arteries of the Wistar rat.

Bemærk titlen! Det er antistoffer mod andet ekstracellulære loop på β1AR, der er tale om.

Jeg synes artiklen er meget interessant, idet det viste sig, at antistofferne påvirkede arterierne, så der opstod ændringer i endothelium-afhængig NO signalering. Det er jo en ganske interessant iagttagelse, idet fejl i endothelium-afhængig NO signalering indgår i Olav Mellas og Øystein Fluges hypotese om ME.

Er der mon noget viden fra denne artikel, der kan kaste lys over sygdomsmekanismen i ME og POTS?