torsdag den 26. december 2013

Ny viden om hvordan B celler kan aktiveres ved autoimmun sygdom

B celler også kaldet B lymfocytter er en del af immunforsvaret. B celler kan danne antistoffer, som er en særlig type proteiner, immunoglobuliner. Disse immunoglobuliner kan genkende og binde sig til bakterier eller virus. Herved aktiveres andre dele af immunforsvaret, som angriber og eliminerer mikroorganismerne.

Denne mekanisme spiller også en rolle ved autoimmun sygdom. Her er antistoffet fejlagtigt blevet rettet mod kroppens eget væv, og immunforsvaret angriber så dette væv. Der er efterhånden identificeret mange forskellige slags auto-antistoffer i forskellige sygdomme. Disse kan anvendes som biomarkører, dvs. man kan udtage en blodprøve og påvise auto-antistoffet som tegn på sygdommen.

Statens Serum Institut har en liste over de auto-antistoffer, som anvendes som biomarkører til diagnosticering af sygdom:

Autoantistoffer

Efterhånden som forskningen skrider frem, identificeres flere og flere autoantistoffer. Herved kan årsagen til sygdomme afsløres – sygdomme, hvor man ikke tidligere har kendt og forstået sygdomsmekanismen.

Et eksempel på en sygdom, hvor man er ved at finde ud af, at autoantistoffer kan spille en rolle, er Postural ortostatisk takykardi syndrome (POTS). POTS omfatter forstyrrelser i det autonome nervesystem, og man har observeret, at POTS f. eks. kan opstå efter virussygdom eller HPV vaccine. I USA har man hos 10-15% af en gruppe POTS patienter påvist antistoffer mod acetylcholin receptor (ganglionic α3-AChR antibodies). Der er hos nogle POTS patienter også påvist andre autoantistoffer. Læs mere i den norske lægehåndbog: Autonome nevropatier (kroniske).


Regulering af B celler


Regulering af kroppens B celler er meget vigtig. B cellerne skal fungere effektivt, således at infektioner bliver bekæmpet, men B cellerne må ikke komme ud af kontrol og danne auto antistoffer.

På B cellerne findes en receptor, der hedder FcγRIIb (CD32B). Den sørger for at nedregulere dannelsen af immunoglobulin, så immunforsvaret ikke bare ”kører derudaf”.

Der findes flere forskellige slags Fcγ receptorer, som regulerer forskellige slags immunceller. Men indtil nu har man kun kendt til én Fcγ receptor på B celler. Imidlertid har et forskerhold fra University of Alabama at Birmingham opdaget én til Fcγ receptor på B celler. Den hedder FcγRIIc, og den virker aktiverende på B celler. Omkring 15% af verdens befolkning har denne receptor på deres B celler.

Denne genetiske variation – at have en opregulerende receptor på B celler – kan måske give en bedre evne til at bekæmpe infektioner, men således også have den ulempe, at man bliver mere sårbar over for muligheden for at udvikle autoimmun sygdom.

Forskerne bag opdagelsen kunne se, at mennesker med denne receptor producerede flere antistoffer efter vaccination. Ligesom forskerene kunne se, at den genetiske variation havde betydning for risikoen for udvikling af den autoimmune sygdom lupus.

Viden om denne receptor åbner op for, at man kan undersøge om der er sammenhæng til, hvorfor mennesker med autoimmune sygdomme responderer forskelligt på medicin som TNF alfa hæmmere og Rituximab. Og muligheden for at man kan udvikle ”skrædder-syet” behandlinger til patienter på baggrund af deres genetiske B-celle profil.

Læs mere: Newly identified immune receptor may activate B cells in autoimmunity

Forskerne bag opdagelsen har søgt patent for de behandlingsmuligheder opdagelsen bringer med sig: PROCESS FOR REGULATING IMMUNE RESPONSE . Patent application number: 20110268753.

Jeg tænker videre, at det var en oplagt idé at undersøge de unge kvinder, der har fået bivirkninger efter HPV vaccine, for om de har den aktiverende B celle receptor?

Ligesom det kunne være en oplagt mulighed også at undersøge for receptoren hos de ME/CFS patienter, som har fået Rituximab, og de der har prøvet TNF alfa hæmmere. Kunne Fc receptorer forklare forskellen mellem de der responderer, og de der ikke responderer på forskellige typer behandling?

Der er SÅ stor økonomisk og menneskelige gevinst, hvis man kunne finde mere viden til både at forebygge og behandle autoimmune sygdomme. Her er en oplagt mulighed for et forskningsprojekt i B celle regulering.


Yderligere viden:


Den videnskabelige artikel om B celle receptoren:
Allelic-Dependent Expression of an Activating Fc Receptor on B Cells Enhances Humoral Immune Responses

Den store danske, Gyldendals åbne encyklopædi om immunforsvarets celler:
Immunologi

Artikel fra ugeskrift for læger af professor Klaus Bendtzen
Medfødt immunitet, autoimmunitet og autoinflammation

Blog indlæg:
POTS, ME/CFS, HPV vaccine bivirkninger og autoimmunitet

Viden om ganglionic (α3) acetylcholine receptor (AChR):
Autoimmune Autonomic Neuropathy



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.