Sider

torsdag den 18. april 2013

En autoimmun komorbiditet hos ME patienter?

Postural orthostatic tachycardia syndrome (POTS) er en lidelse med ukendt ætiologi og er forbundet med ortostatisk intolerance.

POTS er karakteriseret ved stigning i puls på over 30 pulsslag/minut, eller til mere end 120 pulsslag/minut inden for de første 10 minutter efter overgang til stående stilling. Der er et betydeligt ubehag i stående stilling, som aftager, når man lægger sig ned.

Der er en høj prævalens mellem ME/CFS og POTS. Et studie viste, at 27% af en gruppe ME/CFS patienter også havde POTS. Et andet studie viste, at 64% af en gruppe POTS patienter også opfyldte digagnosekriterier for ME/CFS. Sådanne mindre forsøg er naturligvis altid behæftet med usikkerhed, så procent tallene skal tages med forbehold. Imidlertid er den høje prævelans for ME/CFS og POTS velkendt og veldokumenteret.

Både ME/CFS og POTS er under mistanke for at være autoimmune. Som de fleste sikkert allerede ved, så er man ved at samle penge ind til et fase 3 forsøg til behandling af ME med Rituximab. Er dette forbigået ens opmærksomhed, så klik straks ind på MEandYOU og læs alt om det.

Hvad de færreste sikkert ved er, at i USA er en forskergruppe i gang med at undersøge sammenhængen mellem POTS og IgG rettet mod kroppens eget væv.

De har udgivet disse artikler:
Autoimmunoreactive IgGs from patients with postural orthostatic tachycardia syndrome

Autoimmunoreactive IgGs against cardiac lipid raft-associated proteins in patients with postural orthostatic tachycardia syndrome

Det er den samme patientgruppe, som forskerne har undersøgt i begge forsøg. Og forskernes konklusion på de meget spændende forsøg er klar: Autoimmunitet kan spille en rolle i patogenesen af ​​POTS.

Men lad os kigge lidt nærmere på, hvor autoimmuniteten menes at være rettet: "Cardiac lipid raft". Cardiac er hvad der der vedrører hjertet. Lipid er fedt, og raft betyder direkte oversat "tømmerflåde".

Det drejer sig om celler fra hjertet. Celler er omgivet af en fedt-membran. Og i denne fedt-membran er nogle særlige områder som kaldes "lipid rafts".

En særlig form for lipid rafts hedder caveola. Caveola er latinsk for lille hule eller grotte. Klik her for at se et billede af en caveola.

Lipid rafts og caveolas er en yderst interessante konstruktioner på cellemembranen. De er involveret i signaltransduktion, trafik af molekyler gennem cellemembranen og spiller også en rolle i neurotransmission.

Signaltransduktion er når cellen får en besked udefra og igangsætter et respons inde i cellen. Jeg har tidligere skrevet en del om Transient Receptor Potential ion kanaler. Der kan sidde en sådan TRP receptor i en caveola og viderebringe et signal til cellen. Det er let at forestille sig, at hvis der er et autoimmunt angreb på et molekyle i caveolaen, så vil det forstyrre signalet til cellen.

Og hvis man så er lidt nysgerrig af natur, så er det pærelet lige at gå ind og foretage en søgning på nettet og se om der dukker noget spændende op. Her er et eksempel på hvordan man gør:
Man surfer lidt rundt og så finder man en artikel. Så læser man i teksten til figur 3: "Lipid rafts centralize signaltransduction through certain receptors, including the μ-opioidreceptor (MOR), TRPM8 and TRPV1, via their intracellular association with microdomains concentrated in cholesterol and sphingolipids."

Så tænker man, det var da pudsigt, "signaltransduktion via μ-opioidreceptor", hvor har jeg hørt om det før. Og så søger man igen. Det foregår meget let ved at gå ind og skrive søgeordene "μ-opioidreceptor chronic fatigue syndrome" i pubmed databasen. Så dukker der en artikel op, der oplyser, at 15,2% af de undersøgte ME/CFS patienter havde auto antistoffer mod μ-opioidreceptoren.

Så kæden af pudsige tilfældigheder er lang: ME og POTS hænger sammen. Der er mistanke om, at auto antistoffer er involveret i begge sygdomme. Der er fundet sporadiske antoantistoffer i begge sygdomme -knyttet til samme områder på cellen. Endnu mere interessant bliver det, hvis man søger i litteraturen og ser, at caveolaer også er det vindue, som nogle virus kan benytte til at trænge ind i cellen. Kunne en virusinfektion efterlade et overreaktivt immunforsvar rettet mod caveolaer i forskellige celler i kroppen både i ME og i POTS - og herved opstår forskellige auto antistoffer?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.