Elektromagnetisk Hypersensitivitet påvist i dyremodel

Vi er allesammen omgivet af elektromagnetiske felter (EMF) fra vores moderne samfund. Et bredt område af elektromagnetiske frekvenser (50Hz - 5GHz) passerer forbi og igennem os. De kommer fra elektrisk lys, TV, komfur, mobiltelefoner og trådløst internet for bare at nævne nogle få dagligdags kilder.
Det er specielt mikrobølgefrekvenserne fra den trådløse teknologi, som i stigende grad er begyndt at bekymre forskerne. Antallet af videnskabelige artikler, der kan påvise skadeeffekter på kroppens celler ved den vedvarende eksponering for mikrobølger, er støt stigende. Ligesom antallet af mennesker, der udvikler elektromagnetisk hypersensitivitet (EHS) er foruroligende stigende.
Tilstanden med EHS betragtes stadig som kontroversiel, og de ramte personer bliver ofte affærdiget med "Det er der ikke evidens for" og "Symptomerne må tilskrives noget andet". Men at evidensen af nogle sundhedsmyndigheder ikke anses for tilstrækkelige, er ikke det samme som EHS ikke eksisterer. For 70 år siden var der ikke evidens for, at rygning er skadeligt. Det tager mange år førend tilstrækkelig evidens er opbygget.
Imidlertid har forskere fra Texas og Brown universiteterne opbygget et interessant stykke evidens for EHS. De tog udgangspunkt i patientberetninger om, at radiofrekvente elektromagnetiske felter (RF-EMF) kan udløse neuropatiske smerter efter operation, hvor nerver er skåret over. Forskerne påpeger, at alene i USA lever 1,7 million amerikanere med en amputation, så problematikken har stor relevans.
Forskerne benyttede en forsøgsmodel med rotter, hvor man skærer en nerve over (neurotomi) og danner en nerveknude (neuroma bulb) på rottens ben. Der er hermed skabt potentiale for at rotterne udvikler smertehypersensitivitet. Efterfølgende blev rotterne periodevis udsat for 915 MHz. Denne RF-EMF eksponering var valgt således, at den svarede til en intensitet 39 meter fra en mobilmast. Eksponeringen var 10 minutter 1 gang om ugen i 8 uger. Der var naturligvis etableret kontrolforsøg således, at en eventuel effekt sikkert kunne tilskrives RF-EMF påvirkningen. Forsøget bekræftede, at RF-EMF er i stand til at udløse post-neurotomi smerte i en dyremodel.
De RF-EMF udløste smerter var kroniske, og selv efter operativ fjernelse af nerveknuden var smerterne vedvarende og endda forværrede.
Ionkanalen TRPV4 blev fundet at være 4-doblet i nerveknuden i forhold til raske nerver. Det formodes således, at opregulerede TRPV4s er involveret i den RF-EMF udløste smertehypersensitivitet via en cytokinmedieret ion-kanal dysregulering.
Forskerne udførte endvidere et forsøg på isolerede nerveceller (dorsal root ganglion-DRG) for at se om de reagerede på RF-EMF. Nerveceller udsender nogle få spontane impulser (spikes), som kan måles ved en stigning i calcium koncentrationen. Dette er normalt. Idet nervecellerne blev udsat for RF-EMF, blev der observeret et signifikant højere niveau af disse spikes. Resultatet indikerer, at RF-EMF kan påvirke nerveceller uden, at de forudgående er udsat for en sensibilisering, som forsøget med nerveskade på rotter.
Forsøget blev gentaget, hvor nervecellerne både blev udsat for det inflammatoriske cytokin TNF-alfa og for RF-EMF. Denne kombination gav et signifikant højere niveau af nerveimpulser i forhold til RF-EMF påvirkning alene. Dette resultat og iagttagelsen af, at rotterne udviste RF-EMF inducerede smerter førend nerveknuden var fuldt udviklet, får forskerne til at konkludere, at RF-EMF generelt kan påvirke nervepatologier. Hermed kan det forventes, at en meget stor gruppe mennesker er sårbare overfor at udvikle EHS, da nervepatologier indgår i mange sygdomme.

Hvilken betydning kan dette studie have for ME?

Nogle ME patienter udvikler EHS og multiple chemical sensitivity (MCS). Ligesom en øget smertefølsomhed eller direkte smerter også kan forekomme. Fænomenet kaldes af nogle forskere for central sensibilisering og bliver forklaret ud fra nogle sygdomsmodeller, der ikke er tilbundsgående, og derfor også er meget omstridte. Spørgsmålet er om dette nye RF-EMF studie kan kaste noget mere lys over ME patologien og medfølgende hypersensitivitet. Mindre forsøg har allerede påvist neuroinflammation hos ME patienter. Ligesom hypoteser om TRPs rolle i ætiologien også er fremsat. Indikationen på autoimmunitet er ikke til at ignorere, idet Rituximab behandling, der kan eliminere autoantistoffer har vist effekt på 2/3 af patienterne i et fase 2 studie.

Sammenhængen kunne således være, at et autoantistof forårsager inflammation og nervepåvirkning, hvorved TRPs opreguleres. Dette medfører hypersensitiviteten og sårbarheden for at udvikle EHS.

Man kan håbe, at en behandling der fjerner autoantistoffer vil få inflammation og en mulig nervepatologi til at falde til ro. Ekspression af TRPs vil følgende formindskes, hvorved hypersensitiviteten falder til ro.

Imens ME patienter venter på forskning og behandling kunne det ud fra et forsigtigheds princip give god mening at skærme patienterne mod unødig RF-EMF eksponering.

Hvilken betydning har RF-EMF studiet for raske mennesker?

Jeg synes, at det er stof til eftertanke, at forsøget med isolerede nerveceller viser, at cellerne kan sende impulser afsted udelukkende ved  RF-EMF påvirkning. Hvilken betydning kan det have for udvikling af neurodegenerative sygdomme hos den ellers raske del af befolkningen? Der er et stort behov for at RF-EMF forskningen tages alvorlig.

Referencer:

Black et al: Anthropogenic Radio-Frequency Electromagnetic Fields Elicit Neuropathic Pain in an Amputation Model. Plos one, Jan 13, 2016

Ca2+ homøostase og sammenhæng i ME hypoteser.

Forskere har gennem tidens løb fremsat forskellige hypoteser om ME/CFS sygdomsmekanismen ud fra deres studier. Jeg tror, at vi løbet af de næste par år vil ME puslespilsbrikkerne samle sig. Lad os kigge på sammenhængen i nogle af hypoteserne.

Når en muskelcelle skal trække sig sammen lukkes Ca²⁺ ud gennem en sluse fra en lille "beholder" inde i cellen. Slusen hedder ryanodine receptor channel (RyR) og beholderen hedder sarcoplasmic reticulum (SR). Og når musklen afslappes, er der en pumpe, der pumper Ca²⁺ tilbage i SR. Pumpen hedder Ca²⁺/Mg²⁺ ATPase.

Fulle et al (ref 1 og 2) har undersøgt ME patienters muskelceller og påvist, at RyR ikke lukker tilstrækkelig mange Ca²⁺ ud og Ca²⁺/Mg²⁺ ATPase aktiviteten er væsentlig nedsat (p = 0,0075). Det tyder således på, at der er mindre Ca²⁺ i omløb, og SR membranen måske er beskadiget. Forskerne henviser til andre studier, der har vist tegn på skade på selve skelet muskel memranen. De fremsætter derefter en hypotese om, at ME patienter har beskadigede membraner, der påvirker Ca²⁺ iontransporten og andre iontransportsystemer. Det medfører den påviste manglende evne til at vedligeholde normale iongradienter.

Fluge og Mella har fremsat en hypotese om, at eNOS og måske nNOS er nedregulerede. Begge enzymers aktivitet er tæt knyttet til Ca²⁺ koncentrationen i cellens indre. Hvis SR ikke sørger for tilstrækkelig højt Ca²⁺ niveau vil enzymaktiviteten således falde.

I mit sidste indlæg skrev jeg om Newcastle universitets hypotese om defekt skeletmuskel cellemembran. Det er således tre ME-hypoteser, der kan forenes.

Membraner består af lipider. Områder i cellemembranen (lipid rafts, caveolae) er platforme for ionkanaler og ionpumper. Dysregulering af lipider vil således dysregulere disse signaleringsplatforme. Så har vi hægtet Jonas Bergquists lipid dysreguleringshypotese på (nævnt i blog 1. nov 2015).

Hvis vi følger Ca²⁺ homøosteasen hos ME-patienter tror jeg, at vi kan lære noget om ME sygdomsmekanismen.

Referencer:

1. Fulle et al. Modification of the functional capacity of sarcoplasmic reticulum membranes in patients suffering from CFS. Neuromuscular Disorders 2003,13.
2. Fulle et al. Specific correlations between musle oxidative stress and CFS: a working hypothesis. J Musle Res Cell Motil 2007,28.